Henrik Pontoppidan er en af de få danskere, der har fået Nobelprisen, og hans lille roman "Isbjørnen", der er fuld af humor, er noget af det mest finurlige, der nogensinde er skrevet på dansk. Hovedpersonen er Thorkild Müller, i sin barndom og ungdom den fødte taber, som mod sin egen vilje bestod den teologiske uddannelse uden at have læst overhovedet. Så blev han præst på Grønland og en sand vinder. Han rejste senere til Danmark, blev landsbypræst og. Det er en fantastisk historie, der fremrulles i "Isbjørnen", og så viser det sig, at den rent faktisk har en historisk kerne. Pontoppidan har nemlig selv fortalt, at modellen til Thorkild Müller var en af faderens gamle studenterkammerater, som under et besøg havde fortalt om sine grønlandske oplevelser. Senere forskning har godtgjort, at det var Morten Fabricius Dan Hammer, som var præst i Kongerslev 1857-74. Det skal understreges, at Henrik Pontoppidan ikke selv har mødt sin hovedperson, og at hans formål var at skrive en god fortælling og ikke en historisk korrekt beretning.

Henrik Pontoppidan, 1857-1943, opvoksede i et præstehjem i Randers. Som 16-årig rejste han til København for at læse til ingeniør, men stoppede før sin afsluttende eksamen. Han ville være forfatter og debuterede som sådan i 1881. Henrik Pontoppidan er en af de mest produktive forfattere gennem tiden, og ofte blev hans romaner endda kraftigt bearbejdet, når de blev udsendt i nye udgaver. Mest kendt i dag er romanen Lykke-Per. I 1917 modtog Henrik Pontoppidan Nobelprisen i litteratur for "hans autentiske beskrivelser af dagligliv i Danmark."